Nedenstående forretningsbetingelser for Høgedal Advokater ApS, CVR nr.: 14 26 38 37, gælder for den juridiske bistand og de ydelser, som vi leverer til klienten, medmindre andet er aftalt skriftligt.

 

ANSVAR

Advokaterne hos Høgedal Advokater ApS er beskikket af Justitsministeriet i Danmark, og er en del af Advokatsamfundet.

Alle advokater er omfattet af Advokatsamfundets tilsyns- og disciplinærsystem og af reglerne om god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126. Herudover gælder de advokatetiske regler. De regler, der særligt gælder for udøvelse af advokaterhvervet, kan findes på Advokatsamfundets hjemmeside www.advokatsamfundet.dk.

I tilfælde af en tvist om salær opkrævet af en advokat og/eller utilfredshed med advokatens adfærd, kan klage over salærets størrelse og/eller adfærden indgives til: Advokatnævnet, Kronprinsessegade 28, 1306 København K, eller via www.advokatnaevnet.dk Se også denne hjemmeside for yderligere information.

Vi henstiller til, at en eventuel klage først rettes direkte til den pågældende advokat.

 

ANSVARSBEGRÆNSNING

Høgedal Advokater ApS rådgiver udelukkende om dansk ret, dog således at vort ansvar er begrænset til DKK 2.5 mio. for hver sag.

Advokatfirmaet Høgedal Advokater ApS er uden ansvar for fejl begået af andre rådgivere eller underleverandører, som advokatfirmaet efter aftale med klienten, har anmodet om bistand i sagen, eller som klienten er blevet henvist til.

Vi er ansvarlige efter dansk rets almindelige regler om rådgiveransvar. Vort ansvar omfatter imidlertid IKKE driftstab, tab af data, mistet fortjeneste, goodwill eller andre former for indirekte tab.

 

E-MAIL KOMMUNIKATION OG PERSONLIGE OPLYSNINGER

Vi behandler dine personoplysninger fortroligt, så dine oplysninger ikke kommer til uvedkommendes kendskab.

Vi har tavshedspligt om dine og øvrige klienters forhold, og vi må ikke uberettiget videregive eller udlevere oplysninger, til andre. Vi videregiver således kun dine oplysninger hvis vi er forpligtiget til det iht. lov, hvis vi har fået dit samtykke eller det er et naturligt led i varetagelsen af opgaven for dig.

Du skal være opmærksom på at oplysninger sendt pr. mail ikke nødvendigvis er krypteret. Vores mailserver er opsat til at anvende såkaldt opportunistisk TLS-kryptering. Det betyder at forsendelserne er krypterede såfremt du også anvender TLS-kryptering.  De fleste mailudbydere anvender TLS-kryptering, men hvis du er i tvivl, bør du undersøge det hos din mailudbyder. Personfølsomme oplysninger kan sendes i krypterede filer med password efter dit ønske. Inden vi sender personfølsomme oplysninger til dig, vil vi overveje hvilken beskyttelse af forsendelsen, der er passende til formålet.

Særligt fortrolige oplysninger bør kun sendes fra en sikker mail.

Vi indsamler de personoplysninger om dig, i form af f.eks. navn, adresse, CPR-nummer, mail og eventuelle helbredsoplysninger, vi modtager i forbindelse med din anmodning om bistand samt sagsoprettelse og -behandling.

Vi vil typisk indhente oplysningerne fra dig selv, fra offentligt tilgængelige registre, f.eks. via OIS, tingbog mv. eller på baggrund af et samtykke fra dig.

  • Anvendelse

Vi bruger dine personoplysninger til at tilbyde løsning af opgaver for dig og til at oprette og behandle din(e) sag(er).

  • Opbevaring

Vi opbevarer de indsamlede oplysninger, så længe der er et sagligt formål, herunder til opfyldelse af aftalen om bistand og så længe, det er nødvendigt i henhold til gældende lovgivning.

Oplysninger omfattet af hvidvasklovgivningen gemmes altid i 5 år i henhold til hvidvasklovens § 16, jf. § 30.

  • Videregivelse

Personoplysningerne videregives alene i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til sagsbehandlingen, og kun i nødvendigt omfang.

Det kan f.eks. være til offentlige myndigheder eller andre parter i sagsbehandlingen. Derudover udføres nogle funktioner af databehandlere på vores vegne og efter vores instruks. Dine personoplysninger vil derfor kunne blive overladt til en databehandler.

Vi kan også være forpligtiget til at videregive dine oplysninger, hvis det fremgår af en domstolsafgørelse eller hvis det er påkrævet efter gældende lovgivning, herunder hvis vi har oplysningspligt overfor offentlige myndigheder.

Vi er forpligtet til at indberette mistanke om hvidvask til Hvidvasksekretariatet eller Advokatsamfundet, jf. hvidvasklovens § 16, jf. § 26

  • Datasikkerhed

Vi opbevarer dels oplysninger i skyen i henhold til indgået databehandleraftale, dels på egne computere. Alt er passwordbeskyttet.

  • Indsigt i registrerede oplysninger

Du har ret til at få indsigt i hvilke oplysninger vi behandler, ligesom du har ret til at få rettet, slettet eller blokeret urigtige eller vildledende oplysninger.

 

Henvendelse og klager herom kan ske til:

Høgedal Advokater
Nørregade 13, 1., 7800 Skive
Tlf. 97522000
Mail: info@h-advokater.dk

Du kan også klage til:

Datatilsynet
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
Tlf. 33 19 32 00
Mail: dt@datatilsynet.dk

Dataansvarlig for bearbejdning af dine personoplysninger er:

Høgedal Advokater ApS
Nørregade 13, 1., 7800 Skive
Tlf. 97522000
Mail: info@h-advokater.dk

 

FOREBYGGELSE AF HVIDVASK

Høgedal Advokater ApS er pr. definition omfattet af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme. Efter denne lov er vi forpligtede til at foretage kundekendskabsprocedurer for både nye og eksisterende klienter, der ikke tidligere har afgivet identitetsoplysninger.

I forbindelse med oprettelse af en ny sag, vil klienter derfor blive anmodet om at udlevere persondokumenter, typisk i form af pas eller kørekort, samt adresseoplysninger.

Ifølge loven er vi forpligtet til at opbevare disse oplysninger i mindst 5 år efter sagens afslutning.

 

FORSIKRING

Alle advokater hos Høgedal Advokater ApS har tegnet advokatansvarsforsikring og garantiordning efter de af Advokatsamfundet fastsatte regler. Høgedal Advokater ApS er forsikret hos Tryg Forsikring A/S, Klausdalsbrovej 601, 2750 Ballerup under policenr. 600-110.178

Selskabets ansvarsforsikring dækker al advokatvirksomhed, uanset hvor advokatvirksomheden udøves.

 

KLIENTBANKKONTI

Høgedal Advokater ApS har klientbankkonto i Spar Nord Bank.

I tilfælde af en banks konkurs får indskyderne dækning i henhold til lov om garantiordning for indskydere og investorer. Garantiformuen dækker en berettiget indskyders midler op til et beløb svarende til 100.000 euro (ca. 750.000 danske kr.) Dækningsmaksimummet gælder det samlede indskud i banken, sevom pengene står på forskellige konti, herunder på både klientbankonti og egne konti.

Der gælder særlige regler for indskud vedr. fast ejendom, hvis den faste ejendom har været anvendt til eller er bestemt til hovedsageligt ikke-erhvervsmæssige formål. Her dækkes beløb op til 10 mio. euro, indtil 12 måneder efter beløbet blev indsat, og uanset om indskuddet står på en særskilt konto. Nærmere oplysninger om garantiordningen findes på Garantiformuens hjemmesiden www.gii.dk

 

SALÆR

Vores salær fastsættes generelt ud fra følgende kriterier: Sagens værdi og betydning, arbejdets omfang og vanskelighed, sagens udfald, medgået tid, herunder også om arbejdet er foregået uden for normal kontortid, om der har været tale om en hastesag, det ansvar der er forbundet med sagen samt sociale hensyn.

 

TVISTER

Enhver tvist mellem Høgedal Advokater ApS og en klient, skal – hvis ikke sagen kan løses i mindelighed – løses i overensstemmelse med dansk ret ved den kompetente danske domstol. Høgedal Advokater ApS anvender ikke lovvalgsklausuler medmindre det særskilt er aftalt med klienten.

I øvrigt henvises til muligheden for at indbringe en sag om en advokats adfærd og/eller salær for advokatnævnet jf. ovenfor under ANSVAR.